Børneprojekt Danmark

Spring til indhold »



Skotske udfordringer

13. januar 2005

I forbindelse med afholdelsen af jagtkurset i Skotland Viborg skrev jagtmagasinet Jæger en artikel om arrangementet. Den artikel bringer vi her.

Tekst: Max Steinar

12 danske jægere blev i fem dage tæppebombarderet med pürschteknik, våbenkendskab, skydestillinger, skydetræning og jagt i Skotland. Manden bag kurset er B.S. Christiansen, den tidligere jægersoldat.

Med regnen piskende om ørerne sneg Klaus Lausen sig frem, med begge hænder omkring kikkerten. Våbenløs var han måske, men ikke frændeløs, for en god halv snes meter bag ham kom hans ”body”, Finn Klostermann, bevæbnet med sin riffel. Han var skytten, mens Klaus agerede som den såkaldte ”spotter”, ham, som skulle opdage målet, enten råvildt, sika eller kronvildt.

Klaus så en bevægelse. En kronhind. Med de aftalte håndbevægelser viste han Finn, hvad det drejede sig om, og kaldte ham frem. Udpegede hinden for ham, og hjalp ham med at slå støttebenene til riflen ud.

Hinden var ude på et lidt stift hold, 200 meter, men begge jægere havde tidligere i kurset skudt på både 200 og 250 meter, i øvrigt under de samme elendige vilkår, med øsende regn og blæst, så de følte sig på hjemmebane.

Klaus observerede i sin håndkikkert, Finn gjorde sig klar. Skuddet faldt, og hinden væltede i anslaget. Perfekt.

Samtidigt rejste en spidshjort sig. Makkerparret blev enige om, at den skulle Finn også forsøge at få. Hjorten trak væk fra dem, men var tydeligvis usikker på, hvor skuddet var kommet fra. Det forstod både Klaus og Finn. Hvorfor vil vi vende tilbage til.

Uden at byde på nogen åben skudchance trak hjorten længere og længere ud, og til sidst afgjorde spotteren, at skytten ikke måtte skyde.

Makkerparret fik hjorten brækket, og den skotske stalker, som hele tiden holdte sig i baggrunden, overtog herfra ansvaret for at få dyret transporteret ned.

Nu byttede Klaus og Finn roller.

- Hver gang, vi havde skudt, skiftede vi, og det var en god oplevelse at have en makker koblet på, fortæller Klaus. - At være spotter er lige så spændende som at være skytte, og min puls var lige så høj, når jeg var spotter som når jeg var skytte. Finn og jeg havde et super samarbejde, og han guidede mig frem til en sikahind og to råbukke. Filosofien bag samarbejdet er, at spotteren udelukkende koncentrerer sig om terrænet, og vælger kursen, mens skytten blot er ansvarlig for skydningen og for at følge efter. Og når skuddet falder, kan spotteren med det samme fortælle, hvordan skudtegnet er, og hvad han vil råde skytten til.

Lære nye teknikker

Sammen med ti andre danskere var Klaus Q. Lausen og Finn Klostermann i fem dage under instruktion af den tidligere jægersoldat, B.S. Christiansen. De havde hver især betalt 35.000 kroner for fem dage under vingerne af B.S. og hans instruktører.

- Mit motiv for at deltage var dobbelt, fortæller Klaus Lausen, 38-årig direktør for Fleggaard Leasing. - Jeg har gået på jagt siden jeg var 20, og har prøvet lidt af hvert, også jagt i Sverige og Polen, og er med i et konsortium i det tidligere Østtyskland. Jeg har haft en hjorte- og vildsvinefarm siden 1996, og er på den måde blevet meget klogere på dyrenes adfærd. Men ud fra hvad jeg havde set i medierne, syntes jeg, at BS virkede som en utrolig spændende mand, som jeg gerne ville lære nogle teknikker af, og da pengene for kurset gik til et godt formål (se længere nede, red.), tilmeldte jeg mig. Det mest spændende var så absolut samarbejdet mellem min makker og mig, som giver jagten en helt ny facet. Jeg har altid syntes, at pürsch var den mest spændende jagtform, og med samarbejdet mellem skytte og spotter får det som sagt en ekstra dimension. I løbet af kurset oparbejder man et fantastisk sammenhold, også i det team på fire, som vi var en del af. I det hele taget var det lutter spændende mennesker fra hele Danmark, som deltog.

Kursisterne vidste i forvejen, at våbenkendskab og skydetræning var to store elementer i kurset, og det blev det – også selv om vejret i Skotland viste sig fra sin værste side.

- Det øsregnede og blæste en pelikan den dag, vi skulle skyde, men der var ingen kære mor – vi skulle af sted. Vi skød på afstande fra 100 til 250 meter i alle skydestillinger, og vi kunne prøve andre rifler, herunder en snigskytte riffel. Det var meget udbytterigt for alle, og sammenlagt fik vi affyret cirka 2.500 skud. Min erfaring fra Danmark er, at mange er ikke helt fortrolige med deres våben og sigtekikkerter, og sådan var det også for nogle af kursister.

- Ingen normale mennesker vil tage på skydebanen, når det regner skomagerdrenge, og når der er kuling, mener Klaus. - Men fordi vi havde gjort det, var vi forberedt, da vi skulle ud på jagt, og vejret fortsatte med at være meget dårligt.

Presset

Kursisterne havde en antagelse om, at de ville blive stillet overfor prøvelser, og de blev de. En morgen fik de besked på at pakke al det grej, de havde brug for til 36 timer i det fri. Klaus synes, det var en lærerig oplevelse blandt andet at prøve at overnatte i sovepose, og lave mad under primitive forhold, men hos andre fornemmede han en negativ holdning.
- Jeg tror dog, at efterhånden som folk fik fordøjet oplevelsen, begyndte de at skønne på de erfaringer, de havde gjort sig.

Kursisterne fik mange oplevelser, de aldrig har gjort før. En af dem var i en ellers rolig stund, hvor hele gruppen var samlet. BS havde netop drukket af en vanddunk, som han satte fra sig på toppen af stolpe. Pludselig lød der et højt brag, da en kugle slog ind i dunken, som opløstes i en tåge af vand.

Folk kiggede sig forvildede rundt, hvorpå BS roligt spurgte: - hvor kom skuddet fra?
- Vi pegede i alle retninger, for det var umuligt at afgøre, fortæller en anden kursist, Christoffer Egelund, ejendomsmægler fra Gilleleje. - BS ønskede på denne måde at vise os, at hvis der er træf på et dyr, vil kugleslaget gøre, at det er umuligt for dyrene at høre, hvorfra skuddet kommer. Derfor kan jægere nogle gange opleve, at et anskudt dyr – eller resten af en rudel – løber lige hen imod dem.

Bagefter skød ”snigskytten” et skud forbi gruppen, og da kunne alle tydeligt høre, hvor han var.

Christoffer Egelund kunne fejre sin 37-års fødselsdag den 5. november, samme dag, som han rejste til Skotland. Kurset var en fødselsdagsgave fra hans kone.
- Jeg var glad for min gave. Ud fra hvad jeg har set og læst om BS, virker han som en interessant person. Derfor ville jeg gerne se, hvad han kunne lære fra sig, siger Christoffer, som har jagtet siden sit 16. år. - Desuden havde jeg aldrig været i Skotland tidligere, og glædede mig til at prøve at se et lidt råt og vildt område. Det fik jeg så sandelig også opfyldt, for bortset fra, at det ikke var mørkt, så kunne vejret ikke have været dårligere! Jeg havde meget stort udbytte af den dag, som var sat af til skydetræningen. Jeg har erkendt, at jeg har skudt for lidt, trænet for lidt, og at jeg ikke kender min riffel godt nok. En jæger bør kende sit våben lige så godt som håndværkeren kender sit værktøj. Jeg har skrevet mig et af BS’ ordsprog bag øret: ”Man er altid lidt mere heldig, når man er godt forberedt”.

- Forventningerne fra BS og hans instruktører til, hvad vi kunne, var nok for høje. Vi skulle have haft mere tid til at prøve at klikke kikkerterne op og ned, noget som jægere ellers ikke er vant til, men som man selvfølgelig burde kunne mestre. For min skyld kunne der godt have været skydetræning hver eneste dag, for netop den del af kurset var helt suveræn, fortæller Christoffer, som i øvrigt nedlagde to sikahjorte, udpeget af hans spotter, Kasper Nielsen.

BS

Den nu 52-årige Bjarne Slot Christiansen var medlem af Jægerkorpset fra 1973 til 2001, hvor han satte nogle rekorder, der næppe bliver slået. Han vandt specialenhedens interne konkurrence i tikamp seks gange i træk; ingen anden jæger har vundet den mere end én gang. Desuden var han operativ – altså i felten – i samtlige 28 år, inden han fik valget mellem en skrivebordsstilling eller at aftræde.

49 år gammel sagde han op, 11 år fra retten til tjenestemandspensionen. Mange rystede på hovedet af, at han valgte at forlade korpset, men set med hans egne øjne lå alle muligheder nu åbne.
- Risikovillighed er lig med frihed, og at leve livet her og nu. Folk har generelt alt for lidt mod til at være sig selv, til at tage de valg, de egentlig har mest lyst til, mener BS, som i dag har sin kalender booket op til langt ind i 2005 med foredrag om netop dette emme. At turde gøre valg. Ifølge BS er det lig med at vise appetit på tilværelsen, at vise livsglæde. Desuden arbejder han som ”mental troldmand” eller temperaturmåler, som han selv ynder at kalde sig, for Bjarne Riis og hans professionelle cykelteam. BS’ fornemmeste opgave er at gøre holdet til – et hold. Flere gange har han haft rytterne i felten til teamtræning eller ”ryste-sammen-øvelser”.

Da den tvungne jagtprøve blev obligatorisk i 1968, var BS med på det første kursus i Henne i en alder af 16 år. Han bestod, og siden har jagten spillet en meget stor rolle i hans liv. Jagten OG naturen.
- Som medlem af Jægerkorpset var jeg ”nødt” til at være ude i naturen, og det har gjort mig endnu mere afhængig af den. Noget af det, der betyder mest for mig ved jagten er forståelsen af, hvad der sker derude. At kunne ”læse” naturen.
For BS er jagt bedst, når den udøves alene eller blot et par stykker sammen. Ja, måske bedst to sammen, sådan som han og hans instruktører trænede kursisterne. To gode kammerater imellem kan det give unikke oplevelser.

BS er ikke med i nogen jagt eller konsortium. Han deltager somme tider i fællesjagter, men er ikke nogen fan af denne jagtform. Han undrer sig over, så fremmede jægere ofte er overfor hinanden, når det kommer til stykket.
- Jægere spørger næsten aldrig til hinandens våben, udstyr eller erfaringer i det hele taget. Når man møder nye jægere, hvorfor spørger man så ikke til, hvad det er for en riffel, kaliber, kikkertsigte, eller om man har prøvet at skyde med støtteben under forskæftet, eller mange andre ting? Når jægere taler sammen, er det alt for ofte for at prale, ikke for at dygtiggøre hinanden. Mens jeg var soldat, brugte vi megen tid på at spørge andre specialstyrker om alt, hvad de havde af ukendt udstyr. Skydevåben, tøj, liggeunderlag, soveposer – alt spurgte vi til.

Jagtkurset i Skotland

BS er udnævnt til såkaldt ambassadør for Børneprojekt Danmark. En velgørende organisation, som har til formål at samle penge sammen til indkøb af hospitalsudstyr, målrettet til behandling af syge børn.

Op imod to måneder af året bruger BS på dette ulønnede arbejde. Til gengæld for denne meget store indsats vil han selv have lov at bestemme, på hvilken måde han vil bidrage. Blandt andet ud fra sine indtryk fra fællesjagterne besluttede han, at han ville lave kurset i Skotland. Han og hans stab af 16 freelance medarbejdere arbejdede ulønnede. Der var blandt andre en uddannet kok, en zoolog, som underviste i dyreadfærd, en læge, en våbenekspert, en professionel fotograf og flere gamle kollegaer og politifolk, alle eksperter i våbenbrug og fremfærd i terrænet, som inkluderer de fire B’er: Bevægelse, Baggrund, Belysning og Bevoksning. En af disse mænd var chefen for politiets livvagtsgruppe, Hans Herluf Pedersen, som millioner af tv-seere kunne se smålunte ved siden af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys karet gennem København. Denne firskårne mand, der er lige så små begavet med hår som BS, er en af hans gamle patruljekollegaer fra Jægerkorpset. Livvagtsschefen er blandt hans tre bedste venner, og var selvskreven som instruktør på kurset.
Nissan stillede seks firehjulstrækkere gratis til rådighed, en velgører udlånte vederlagsfrit sin ejendom og dens enorme område og seks stalkere. Efter at omkostningerne var trukket fra, gik resten af kursisternes betaling på 35.000 kroner pr. mand ubeskåret til Børneprojekt Danmark.

- Ud fra alle de tilbagemeldinger, vi har fået, ja, så var kurset en kæmpesucces, oplyser BS. - Børnene har fået deres penge, og samtlige kursister insisterede på, at vi afholder et nyt kursus næste år. Jeg oplevede flere interessante ting om jægere, som overraskede mig. For eksempel at flere jægere er helt uvante med deres våben, deres våbenbetjening, skydestillinger og det at klikke deres sigtekikkerter op eller ned. Jeg har fået flere ideer at arbejde med til fremtidige kurser!


Thomas Wæver, Frivillig projektleder

At kunne hjælpe syge børn efter selv at have mistet et sygt barn er drivkraften for mig. I Børneprojekt Danmark har vi muligheden for at gøre en forskel.

Thomas Wæver, Frivillig projektleder

Nyhedsbrev