Landets børneafdelinger med Børneprojekt Danmark til Ebeltoft Zoo & Safari
3. juni 2005
Det bliver en dag af de helt store, når Børneprojekt Danmark og Ebeltoft Zoo & Safari på søndag i samarbejde inviterer børnene på landets børneafdelinger og deres familier til at få en uforglemmelig oplevelse i Ebeltoft Zoo & Safari.
Langt over 600 deltagere har meldt deres ankomst, hvilket betyder, at arrangementet bliver endnu større end de foregående år.
Superkokken Nikolaj Kirk laver god og sund mad til børnene, som bliver tilberedt og serveret på den underholdende vis, som han er kendt for.
Når børnene er mætte er der mulighed for at opleve en masse fodringer af de mange forskellige dyr - eksempelvis af aberne, geparderne og vildhundene.
Derudover er der frit slag for familierne til at udnytte Ebeltoft Zoos mange tilbud. Disse inkluderer safari-ture på savannen, falkoneropvisning og meget andet. Der vil ligeledes være mulighed for at se Nordens første gepardunge og for at gå rundt blandt aberne, mens de allermindste kan få lov til at more sig med gedekiddene og kaninerne.