Børneprojekt Danmark har købt Dollerup Mølle
4. juli 2006
Børneprojekt Danmark har netop overtaget de gamle bygninger Dollerup Mølle ved Viborg samt det omkringliggende land. I april i år satte Skov- og Naturstyrelsen bygningerne til salg, og efter to nervepirrende budrunder med mange interesserede købere kunne Børneprojekt Danmark i begyndelsen af juni kalde sig kommende ejer af bygningerne.
I midten af juni godkendte SKAT købet af Dollerup Mølle, der blev foretaget ved hjælp af en privat investor i Børneprojekt Danmarks netværk, og pr. 1. juli 2006 har Børneprojekt Danmark officielt overtaget bygningerne fra Skov- og Naturstyrelsen.
Håbet er, at bygningerne og det omkringliggende land skal danne ramme om Børneprojekt Danmarks vision – Børnecenter Danmark. Børnecenter Danmark skal være et rekreationscenter for familier med syge børn, og i løbet af efteråret starter arbejdet på at realisere visionen. I første omgang skal der laves en feasibility study – en analyse af behovet for og økonomien i et børnecenter. Når analysen har afdækket behov og økonomi, og der er afklaring på, hvor man bedst kan sætte ind, går Børneprojekt Danmark i gang med de indledende faser i projektet.