Børneprojekt Danmark

Spring til indhold »



SAS ligahold spiller i Bjerringbro

12. september 2009

SAS Liga klubberne Randers FC og Sønderjyske har valgt at støtte Børneprojekt Danmark ved at spille en træningskamp mod hinanden onsdag den 7. Oktober kl. 17.00 på Bjerringbro stadion.
Bjerringbro er valgt fordi Børneprojekt Danmark tidligere har mødt stor opbakning fra lokale sponsorer og fodboldklubben Bjerringbro IF. Næstformand, Michael Jensen, fra Bjerringbro IF udtaler: ” Vi er glade for at fået muligheden for at kunne afvikle denne fodboldkamp. Det bliver uden tvivl en kamp med høj intensitet og dermed en god fodboldoplevelse. Det er vigtigt for en klub som Bjerringbro, at kunne tiltrække sådanne arrangementer. Det giver et unikt sammenhold i klubben, fælles gode oplevelser, en masse god fodbold og når vi så samtidig kan være med til at støtte et velgørende formål, så giver det hele blot mere mening.”
Kampen er blevet mulig fordi SAS Ligaen ligger stille i perioden 5. – 18. Oktober, idet fodboldlandsholdet her spiller de sidste og vigtige VM kval. kampe mod Sverige og Ungarn. Det er derfor en kærkommen mulighed for at spillerne kan fastholde tempo og kvalitet.
Direktør for Randers FC, Jacob Nielsen: ” Vi vil gerne være synlige i lokalområdet, og når vi samtidig kan få afviklet en god træningskamp og oven i købet støtte et velgørende formål, ja, så var vi hurtigt enige om at deltage i kampen”. Sportsdirektør Jacob Gregersen fra Sønderjyske: ”fra jeg fik henvendelse fra Børneprojekt Danmark til vores tilsagn lå på deres bord gik vel 5 min., det er en rigtig god ide, som vi gerne bakker op omkring”.
Overskuddet fra kampen går til Børneprojekt Danmarks arbejde til fordel for syge børn i Danmark. Helt specifikt er pengene øremærket til et projekt som Skejby Sygehus og Ree Park – Ebeltoft Safari også er en del af. Projektet går ud på at syge børn skal kunne komme på besøg i Ree Park via en webbaseret løsning. Der opstilles webcams i Ree Park, som transmittere live billeder til Skejby Sygehus. Inge Pia Christensen, Oversygeplejerske på børneafdelingen udtaler: ” Det er et fantastisk initiativ der er taget fra Ree Park og Børneprojekt Danmark, og vi er glade for, at vi har fået muligheden for at kunne deltage i projektet. Vi forventer os meget af dette tiltag, som vil tilgodese de mange langtidssyge børn på børneafdelingen på Skejby Sygehus”. Mariane Øvall, som er projektleder for Ree Park, fortæller: ”Det er en relativ stor opgave vi sammen med Børneprojekt Danmark har kastet os ud i, men vi er meget begejstret for at have fået muligheden. At kunne være med til at formidle dagligdagen i Ree Park til Skejby Sygehus til gavn for syge børn ligger os meget på sinde.

Der ligger stadigvæk nogle timers arbejde forude, før alt er installeret og gennemtestet, men vi glæder os til dagen, hvor vi kan transmittere live”.
Billetsalget til kampen starter onsdag den 10. September og kan købes hos Sportigan og i klubhuset, fodboldklubben i Bjerringbro samt via mail hos Børneprojekt Danmark, ole@boerneprojektdanmark – billetpriser voksen kr. 80,- børn kr. 50, børn under 5 år er gratis.

Se plakat for arrangementet


Poul Krebs, Musiker

Ingen skal fortælle mig, at det ikke nytter at give en hånd med. Og det mest nærliggende er vel at starte med børnene!

Poul Krebs, Musiker

Nyhedsbrev