Børneprojekt Danmark

Spring til indhold »



Landsholdsspillerne vs. Brøndby IF i velgørenhedskamp

12. april 2006

Mange af Danmarks bedste fodboldspillere stiller op til velgørenhedskamp mod Brøndby IF mandag den 22. maj 2006 kl. 19:00 på Brøndby Stadion. Det er en unik mulighed for at se så mange af landets bedste fodboldspillere på samme grønsvær på én og samme tid.

Kampen er arrangeret af Børneprojekt Danmark.

Kampen er også speciel, fordi det er Ebbe Sands sidste kamp på dansk jord, inden han stopper en lang og glorværdig karriere som aktiv fodboldspiller. Som noget helt særligt har han sagt ja til at spille en halvleg på hvert hold, og vi kommer altså til at opleve ham for sidste gang i både Brøndby IF's farver og i matchende uniform med Danmarks bedste fodboldspillere på dansk jord.


I kamp for syge børn

Kampen er en velgørenhedskamp arrangeret af Børneprojekt Danmark, og overskuddet fra billetsalget går til projektets arbejde for syge børn på landets hospitaler. Kampen spilles på det tidspunkt, hvor VM-holdet mødes i Vedbæk på træningslejr som forberedelse til landskampene mod henholdsvis Paraguay og Frankrig i forbindelse med VM 2006 i Tyskland.

Kampen mod Brøndby IF er fra den tidlige planlægningsfase bakket op af fodboldspillerne Martin Jørgensen og Thomas Helveg.

- At hjælpe Børneprojekt Danmark giver en helt speciel følelse i maven. Man ved, at man er en del af noget større, noget godt - og at man gør en forskel for børnene, fortæller Martin Jørgensen.

Kampen vil gøre en forskel for børnene, og i kampens pause donerer Børneprojekt Danmark halvdelen af overskuddet fra billetsalget til børneafdelingen på Glostrup Amtssygehus. Det resterende overskud går til etableringen af Børneprojekt Danmarks rekreationscenter for familier med syge børn.

Kampen er desuden sponsoreret af Arla og DONG.


Billetsalg

Billetter til denne unikke kamp sælges i BrøndbyShoppen og på brondby.com fra mandag den 17. april. Billetprisen er 100 kr. Medlemmer af Brøndby Support, Brøndby*VIP og Brøndby IF's Aktionærklub kan i BrøndbyShoppen købe billet til 75 kr. mod forevisning af medlemskort.

Børneprojekt Danmark er vært ved et VIP-arrangement før og under kampen. Vi byder på middag før kampen, lækker udsigt fra VIP-loungerne under kampen og efter kampen slutter spillerne sig til gæsterne i VIP-loungen. Læs mere om VIP-arrangementet, se pris, tilmeldingsinformation, m.v. i denne pdf.


Tilbage


Thomas Wæver, Frivillig projektleder

At kunne hjælpe syge børn efter selv at have mistet et sygt barn er drivkraften for mig. I Børneprojekt Danmark har vi muligheden for at gøre en forskel.

Thomas Wæver, Frivillig projektleder

Nyhedsbrev