Gå i byen med en berømthed og støt syge børn
14. januar 2003
Kunne du tænke dig at spise middag med årets måske mest omtalte dansker i 2002, Peter Brixtofte?
Eller måske vil du hellere møde Don Ø himself?
Eller hvad med at diskutere fodbold, biblioteksafgifter, operahus eller teaterpolitik med kulturminister Brian Mikkelsen?
Eller måske er du mere til en morsom tur i byen med deltagerne fra Robinson Ekspeditionen?
Bog & idé arrangerer nu i samarbejde med Danmarks største auktionsside, QXL.dk, en stor Internetauktion til fordel for Børneprojekt Danmark.
På auktionen kan interesserede byde på en middag i selskab med en lang række kendte danskere. Blandt de berømtheder, der har valgt at rive en aften ud af deres ellers travle kalender til fordel for Børneprojekt Danmark, er udover ovennævnte bl.a. politikeren Naser Khader, entertaineren Anders Lund Madsen samt kokken Henrik Boserup.
Du kan møde Peter Brixtofte, Flemming Østergaard, Sonny, Malene og Mette fra Robinson Ekspeditionen samt kokken Henrik Boserup på et pressemøde i København mandag den 13/1-2003 kl. 13.00.
Der vil desuden være repræsentanter for både Bog & idé og Børneprojekt Danmark til stede.
Pressemødet afholdes på Skt. Gertruds Kloster, Hauser Plads 32, 1127 København K, hvor alle auktionsmiddagene også vil finde sted.
På pressemødet sættes auktionen officielt i gang, ligesom der vil være mulighed for at stille spørgsmål, tage billeder etc. Derudover står kokken Henrik Boserup for noget lækker mad til lejligheden.
Yderligere oplysninger
Velgørenhedsauktionen starter den 13/1-2003 kl. 13.30 og varer herefter frem til den 5/2-2003.
Der kan findes yderligere info og afgives bud via www.bydnu.dk eller www.qxl.dk.
Alle auktionerne starter ved kun 1 kr.!